Hjertets Discipel - Det 21. århundredes Bodhisattva
Fra d. 15. juni 2011.
 
En Bodhisattva er et menneske, der stræber efter oplyst væren gennem empati og kærlighed. Et menneske, der bevidst ønsker at afdække hjertets indre visdom, for at hjælpe andre, enten gennem direkte undervisning eller ved bevidst nærvær i hjertet i alle sociale sammenhænge.

Bodhisattvaens modsætning kaldes en Arhat og er en oplyst mester, der vælger at virke i ensomhed, uden elever og med mindst mulig kontakt til omverdenen. Der går rygter om, at der bor flere sådanne oplyste eremitter i de svenske skove.

Bodhisattvaen virker blandt mennesker og siges at søge "opad" for at undervise "nedad".

Undervisning i denne sammenhæng er ikke ensbetydende med, "at vise hvad man ved".  Undervisning fra hjertet kan vi definere som, "at vise undere" med andre ord, at vise mirakler. At føde en undren hos søgende mennesker, der motiverer yderligere afdækning af hjertets veje. Det er også vigtigt at erkende, at det ikke handler om, at tilføre mennesker nye talenter, men at afdække tilstande, der allerede eksisterer mere eller mindre bevidst hos den enkelte.

Det er imidlertid også muligt, at vise undere gennem sin egen væren. Det er måske den vigtigste form for hjerteformidling. Det arbejde det enkelte menneske gør med sig selv vil på et tidspunkt afstedkomme en permanent hjertegennemstrømning, der uvægerligt vil nå ud til andre mennesker. En sådan underviser vil altid formidle kærlighed/empati ved sin blotte tilstedeværelse. Det er ikke muligt at slukke for denne transmission, så hvad enten man vil eller ej så under-viser man hele tiden. Omverdenen kan reagere yderst forskellig på sådan en udstråling. Nogle mennesker vil føle sig godt tilpas andre vil føle sig provokeret i et nærvær af kærlighed. Det afhænger af den enkeltes oplevelser med kærlighed i deres liv. 
 
At være hjertets discipel, betyder at følge hjertets disciplin. Hjertets lære. Hjertet er altså vores mester. At undervise i hjertets lære, betyder ikke at undervise i indholdet af hjertet, men at undervise i at lytte til hjertet. Hjertets lære vil være individuel. Mennesker har ikke behov for at vide noget som helst om empati eller kærlighed, det har brug for at finde sin væren i disse tilstande, for at praktisere dem.

Hvis et menneske bliver stillet overfor valget mellem angst eller kærlighed, vil de fleste nok vælge kærlighed, så længe der er tale om et teoretisk valg vel at mærke. Når der kommer praksis bag valget, kan virkeligheden vise sig, at være en anden.
 
De fleste af os har haft ubehagelige oplevelser i forbindelse med kærlighed (svigt, angst, sorg) og sindet vil automatisk skubbe disse erfaringer frem i vores bevidsthed, når vi  har mulighed for at opleve kærlighed. Angsten for at elske, er nærmest en "folkesygdom". Den afstedkommer mistillid, når vi møder gode intentioner (hvad er han ude på!). Den hæmmer spontanitet og væren i nuet (jeg er nødt til at have overblik over situationen, jeg kan jo ikke styrte mig hovedkulds ud i noget).

Netop tillid, spontanitet og væren i nuet, er vejen ind  i vores intuition, som er hjertets sprog. Så vores angst for kærlighed afstedkommer også en angst for vores hjerte og dermed en afstandtagen fra vores naturlige tilstand af kærlighed og empati der findes der. Vi mistænkeliggør den evne, der gør os til mennesker og dermed MEDmennesker.

Denne tendens udspiller sig meget tydeligt i vores samfund i øjeblikket, hvor vi fjerner os fra MEDmenneskelighed.
 
Danmark har siden 1998 været involveret i fire krige. Vores politik på udlændigeområdet og de økonomiske stramninger overfor samfundets svageste er udtryk for den MODmenneskelighed, der hersker i vores kultur. Den materialistiske egoisme blomstrer (Jeg eksisterer i kraft af det jeg ejer og det vil jeg absolut ikke dele). Det er måden vi har valgt at værne om vores "velfærdssamfund".

Hvis vi deler ordet sam-fund, bliver betydningen "det vi har fundet sammen" og vel-færd , som "det at færdes vel" så skal vi altså "færdes vel i det vi har fundet sammen".  Med andre ord opføre os ordentligt. (Beklager denne ordleg, men det var for fristende).

Vi kan alle gøre et stykke arbejde for at bringe medmemmeskeligheden tilbage som værdigrundlag for vores eksistens. Vi skal bare se hinanden med menneske lighed. (Hov, der var den igen)!
 
Vores indre tilstande spejles i den måde vi omgås hinanden. Det er derfor af stor vigtighed, at mennesker individuelt arbejder med eventuelle hindringer på deres vej ind i hjertet. Her er det af stor betydning, at vi møder disse indre tilstande med accept. (Manglende accept fjerner dem ikke). Accept er ikke ensbetydende med, at leve ud. Så har man en stor lyst til at slå sine medmennesker oven i hovedet eller andre steder, er det væsentligt, at denne lyst accepteres, men ikke føres ud i livet. Det vil også have en indflydelse i det kollektive.
 
Det er også vigtigt, at vi ikke henfalder til sindets håbløshed og resignation, fordi vi dermed bliver handlingslammede både på indre og ydre planer. Hvis vi underlægger os opfattelsen af nyttesløshed og opgivenhed, fanges vi i sindet og fratager os dermed muligheden for at virke fra hjertet.

Hjertets vej er kendetegnet ved kærlighed og empati. Empati kan vi definere som evnen til at sætte sig ind i andre menneskers følelser. Vi kunne også sige medfølelse.  Det er vigtigt, at både empati og kærlighed gælder såvel overfor os selv som overfor andre. Disse to tilstande er uforenelige med fordømmelse.
 
Fordømmelsen er en tilstand, der forekommer i sindet. Den findes ikke i hjertet. Når vi fordømmer, befinder vi os derfor i sindet, men fordømmelse fastholder os også i sindet.  Det bedste vi kan gøre overfor fordømmelse, er at lade den være. Når vi befinder os på vejen vil vi blive opmærksom på, i hvor høj grad vi fordømmer os selv og andre. Men vi skal ikke fordømme os selv, fordi vi fordømmer. Vores sind er trænet til at se modsætninger, fokusere på holdninger, danne meninger, forsvare os mod det ukendte og derefter bedømme. Det må vi leve med. Ved at give det mindre opmærksomhed frigør vi os fra det, men sindet vil blive med at fordømme. Det fylder bare mindre.

Hjertets bevidsthed defineres som væren. Vores bevidsthed er det vi er. Det vi lever. Vi kan ikke mere betragte sindets viden som bevidsthed. Det jeg ved behøver på ingen måde at være det jeg er. Der kan være stor forskel på viden og væren. Hjertets descipel spreder kærlighed i kraft af sin væren ikke sin viden. Det dejlige ved kærlighed og empati er, at det er tilstande, der kun kan praktiseres. Det er ikke muligt at elske i teorien.

Den moderne bodhisattva bliver frigjort fra det astrale klister, der ofte følger med discipel/mesterforholdet. Det skal understreges, at vi ikke finder vores indre lysende væren ved at følge eller efterligne andre. Vi skal ikke prøve at gå den vej vores mester går. Vi skal gå i den retning han/hun peger os. Den retning han/hun inspirerer os til.
 
Et menneske, der har realiseret sin lysende væren, vil uvægerlig sætte energimæssigt fokus den tilstand hos alle han/hun kommer i nærheden af. Vi bliver peget i retning af vores egen evighed. En guru er egentlig en nedbryder og eftersom man kun kan nedbryde noget der er forgængeligt, bliver vi ladt tilbage med vores evighed.
 
Guruen kommer uvægerligt til at nedbryde sig selv overfor eleven og så kan han/hun kun vente på, at eleven bryder ud og bygger sin oplevede identitet op på den evighed, der er tilbage.
 
Der findes åndelige får. Mennesker, der blindt følger mesteren i håbet om, at dennes vej bliver deres. Det kan ikke lade sig gøre. Mesterens hjerte kan aldrig blive disciplens. VI har vores eget. I det øjeblik vi afviger fra mesterens vej, for at følge vore eget hjerte bliver vi indviet i vores egen evighed.